En dansk lotta minns när hon mötte barnen

Vi rejser med Finnerbørn

Af Lisbeth Groce

 

Seksoghalvtredsintyve smaa langnæsede finske unger, kom stille og forsagt spadserende
to og to ind i vandrehjemmet paa Østerbro. Hvor var de snavsede, blege, tynde og
henrivende. Man behøvede blot at kaste et flygtigt blik paa dem, og man elskede dem
med det samme. I løbet af sekunder var de for delt paa de respektive lotter, og lige saa
hurtigt var de anbragt i køjerne, det eneste sted, hvor man var i stand til at nummerere
dem. Navnene var jo umulige at lære paa saa kort en tid. Efter maaltidet hvor de høvlede
grød og frikadeller i sig, som om de ikke havde set mad i maanedsvis, gjalt det om at faa
dem til ro, for rejsens videre besværligheder begyndte allerede kl. 5 næste morgen.

 

De store børn de var omkring 6 aar – tog det hele som et herligt eventyr, de var fulde af
sjov og ballade og absolut ikke oplagte til at sove, men de smaa – fra 15 maaneder og
opefter – var utrøstelige i savnet efter Deres mor. Lille Matti, min Yngste, laa stille og
apatisk paa sin køje, det var ikke muligt at faa ham ned i spisesalen, endsige faa tøjet af
ham, tilsidst maatte jeg tilkalle sygeplejersken for jeg troede han var syg. Da hun paa stille
og fortrolig maade havde talt lidt finsk med ham, erklærede hun, at han var syg af sorg -
og jeg matte give hende ret, altdig har jeg set en saa bundløs fortvivelse i et par barneøjne,
- og han var kun 2 1/2 aar gammel. I de 24 timer, Matti og jeg tilbragte i hinandens selskab,
saa jeg ham ikke smile een eneste gang, - og jeg gjorde mig dog umage. Jeg sad paa
sengekanten og græd med ham til han endelig faldt i søvn af lutter udmattelse.

 

Den store rare finske lotte havde givet mig et lunkursus i Finsk, resultatet var 12 gloser,
som jeg efter egen mening, slyngede om mig med bravouer - børnene har aabentbart
ikke været slet saa imponerede, for til trods for mit tordnede "nukkomaan" (lotten havde
naturligvis ikke haft tid til at lære mig at stave) fløj de rundt fra den ene køje til den anden
som aberne i Zoologisk have, underlige saa mange hyl og skrig. Da klokken efterhaanden
nærmede sig 9 1/2 var jeg kar over, at min autoritet stod paa spil og at noget alvorligt
maatte gøres for, at redde den sidste rest af respekt, hvorfor jeg paa dansk brølede ud
over sovesalen. "Hold nu mund". Det hjalp! Et øjeblik efter herskede der stilhed i rummet, regelmæssige aandedrag, endnu af og til afbrudt af de sidste dønninger af de smaas
hjereskærende graad, forkyndte, at der var ro i lejeren, og den fred, som sovende børn
er i stand til at sprede, faldt som balsam paa min betrængte sjæl.

 

Vi var ti lotter, der næste dag skulle følge gørnene til en by i Jylland, det var en stræng dag,
der væntede os, men alligevel blev der ikke til megen søvn. Anbring ti kvinder i samme
soverum g de forvandles til lige saa mange støjende og fjantede skolepiger. Det var nogle
tæmmelige klatøjede med dog uhyre veloplagte lotter, der kl. 4 1/2  næste morgen indtog
det noget tvivlsomme morgenmaaltid i vendrehjemmets spisesal.

 

De ulykkelige smaa blev saa blidt som muligt revet ud af morfeus arme - nu var der ingen
af dem, der var oplagt til sjov, alle forsøgte de klynkende, at vende sig om paa den anden
side, - men intet hjalp, op skulle de.

 

Køreturen med den reseverede sporvogn livede dog hurtigt op pa dem, helt upaavirkelige
kunde de vel heller ikke være overfor den lykke, de vakte overalt hvor de kom frem.

Jeg havde faaet betroet den ansvarsfulde opgave at transportere 5 potter gennem det

meste af Danmark, de hang og dinglede lystigt bag paa min rygsæk, og at jeg fremkandte
munterhed hos de forbipasserende, behøver jeg vist ikke at sige. Jeg havde aldrig klaret
hvervet som Potteroffcer, hvis jeg ikke uventet havde faaet hjælp af en ung mand, der
frejdigt hoppede op i vor reserverede Waggon og fulgte os paa hele rejsen. Han havde
været i Finland som frivillig i vinterkrigen, og syntes derfor, at børnene hørt ham til.
Hver gang der fra en af kupeerne blev kaldt paa potter, sturtede han afsted med dem.
Han var rørende! Jeg havde forøvrigt ogsaa anden fornøjelse af ham, han holdt f.eks. min
cigaret, hver gang en af de andre lotter passerede (det er som bekendt for budt lotter at
ryge under tjenesten, et næsten uigennemærligt forbud, og han delte troligt sin lækre
madpakke med mig, der var forsynet med et folkekøkkens velmente, men ikke særlig
spændende pakker.

 

Paa færgen blev vi vist op paa det øverste dæk. Der anbragte vi børnene paa kanten af
en stor firkantet forhøjning, hvor de sad saa tæt som svaler paa en telegraftraad og indtog
deres frokost. De nærede sandelig ingen foagt for folkekøkkenets frembringelser, det gled
i dem som var det mælk og honning, en efter min mening, modbydelig sammensætning,
men det er jo nu engang vedtaget, som udtyk for noget særligt delikat.

 

I Korsør havde vi faaet to store drenge, som havde været hernede i et par aar og som nu

skulle til nyt opholdsted, med i flokken. De havde megen morskag af de smaas sprog, som
de ikke forstod eet ord af, men den ene kunde dog endnu tælle til ti paa finsk, hvad der
øjensnlig impornerede den anden kolosalt. Jeg saa de som min opgave i det internationale

samkvem, at lære dem mine 12 gloser, det lykkedes under megen fnis og grin fra drengenes
side, men de var dog meget stolte, naar de smaa reagerede paa deres tiltale. Jeg haaber,
min sprogundervisning har bidraget til, at de kunne optræde nogenlunde høvisk, naar de
vendte tilbage til deres fædreland.

 

I Fredericia var der en dame, som blev saa betaget ved synet af alle disse smaa unger, at
hun styrtede ud og opkøbte hele banegaardens lager af ispinde, som hun fordete blandt
børnene. Indtil da var det lykkedes, at holde dem nogenlunde rene, men efter dette, - du
milde himmel, hvor saa de ud, og om et øjeblik skulle de afleveres til de respektive
plejeforældre.

 

Da vi kom til vort bestemmelsested, var hele byen paa benene, det var, som jeg forestiller
mig en kongemodtagelse. Politiet maatte bane vej igennem mængden, og det var betagen
de at se alle de milde og vaade øjne, der fulgte vor lille flok. Det havde sine vanskeligheder,
at holde sammen paa mine børn for velmende damer vilde hele tiden hjælpe med at bære
eller holde i haanden. Havde jeg givet en af dem fra mig, - og det var fristende, for Matti
havde paa hele rejsen nægtet at gaa, saa foruden rygsæk, potter og 6 børn ved haanden
havde jeg ham paa armen, - saa havde jeg sikkert aldrig set barnet igen.

 

En dame i mængden greb pludselig fat i mig og spurgte ivrigt om der var en lille pige ved
navn Aino, og saa fulgte et malabarisk efternvn for saa var det hendes plejebarns søster.
Endnu var det ikke lykkedes mig at lære børnenes fulde navne at kende, men da jeg saa
hendes plejebarn, svarede jeg frækt ja, for jeg havde virkelig en der saa nøjagtig ligesaadan
ud, blot adskillige aar yngre. Gensynet mellem disse to var kostelig. Den store pige havde
være hernede i 1 1/2 aar og kunde ikke mere tale finsk, ligesom hun øjensynlig ogsaa havde
glemt, hvordan den lille søster saa ud. Den lille havde i løbet af de sidste døgn været ude
for saa mange mærkelige oplevelser, at intet mere gjorde intryk på hende. Da den store
gentagne gange havde spurgt den lille: Hedder du Aino? maatte jeg oplyse hende om, at
hendes søster ikke forstod dansk, hvortil hun svarede: De' ka' oss' vær' de' samm' for je'
kender hende pa hatten. Saa var der jo ingen tvivl længere, hun var identificeret!

 

Paa et hotel i byen blev børnene udleveret til plejeforældrene. Det var en scene, som jeg
aldrig vil glemme. Ligegyldig hvor snavset og forsømt den lille saa ud, saa var det netop
han eller hende, plejemoderen helst vill havde. Hver eneste en blev taget op i et par
moderlige arme og kyssset og knuset mens plejefaderen i smug tørrede en taare af i
trøjeærmet.

 

Heldigvis var mine børn de sidste der blev udleveret, saa jeg fik god tid til at tage afsked
med dem og fik kigget lidt paa deres plejeforældre. Navnlig lille Matti laa mig stærkt paa
sinde. Jeg fik oplyst, at han skulle til et yngre, barnløst ægtepar, der elskede børn. Da jeg
afleverede ham græd jeg, men da jeg saa ham lægge sit lille, lyslokkede hovede tillidsfuld
ind til hende, og saa den ømhed og kærlighed der lyste ud af hender øjne, saa gik jeg
beroliget bort en stor oplevelse rigere.